 |
|
HVAD SKER DER PÅ JULEMÆNDENES VERDENSKONGRES?
Julemændenes Verdenskongres på Bakken byder på julemandsoptog i Bakkens gader og stræder, julekonkurrencer for både julemænd og publikum, stort jule-gallashow, kåring af ”Årets Æresjulemand” og masser af julelege og andet julesjov.
Alle tre dage vil julemændene være at finde i Bakkens gader og stræder, så publikum vil have rig mulighed for at hilse på julemanden.
I løbet af kongressen vil der også være en sightseeing-afstikker til København, så julemændene får oplevet Wonderful Copenhagen. I forbindelse med denne tur arrangeres blandt andet en juleparade gennem Københavns lange gågade, Strøget. Og julemandens årlige saltvandsfodbad bliver der også tid til.
En af aftnerne arrangeres ”Julemandens workshop”. Et par timer hvor julemændene i ro og mag kan udveksle erfaringer omkring deres fag med kolleger fra andre lande.
Julemændenes Verdenskongres har mange traditioner, og en del af dem er forskellige konkurrencer og aktiviteter for julemændene. Blandt andet afholdes VM for julemænd på Julemandens forhindringsbane på Bakken.
Om søndagen - dagen før Julemændenes Verdenskongres starter - afholder Dansk Julemands Laug deres årlige tingstedsmøde på Julemændenes Tingsted i Nisseskoven på Bakken. Nisseskoven er et af de få steder på Jorden, hvor det er jul året rundt. Her ligger Julemandens hus, juletræet står pyntet altid, og det er også her, man finder Julemandens forhindringsbane.
Udenlandske julemænd, som er ankommet til Danmark om søndagen, er naturligvis velkomne til at komme og overvære dette.
|



|